|
|
Straf og Etik / The Ethics of Punishment
: [19]
Collection home page
|
|
Forskningsgruppen for straf og etik er en gruppe forskere fra Afdelingen for Filosofi og Videnskabsteori på Roskilde Universitetscenter. Gruppen har til formål at forske i etiske problemer vedrørende straf og kriminalitet.
Forskningsgruppens sigte er for det første at bidrage til den internationale moralfilosofiske og retsfilosofiske forskning i kriminalitets- og strafferelaterede emner. Gruppens arbejde er fokuseret på overordnede spørgsmål om, hvilke handlinger der bør anses for kriminelle, og hvad der etisk set berettiger, at staten straffer dem, der begår kriminalitet. Hertil kommer en række etiske problemer af mere snæver strafferetsfilosofisk relevans, såsom hvor hårdt forskellige forbrydelser bør straffes, samt hvilket typer af sanktioner der bør tages i anvendelse.
Blandt det emner der er blevet behandlet i gruppens hidtidige arbejde, kan nævnes: ”straf og retsfølelse”, ”diskrimination i straffesystemet”, ”straf og ofrets rolle”, ”straf af krigsforbrydere”, ”straf og demokrati”, ”straf af recidivister”, ”alternative sanktioner”, ”genoprettende retfærdighed”, ”kriterier for kriminalisering”, ”medicinsk kastrektion”, ”legalisering af doping”, m.fl.
Forskningsgruppen har for det andet til sigte, at bidrage til afklaringen af en række af de spørgsmål der præger den hjemlige bredere debat om straf og kriminalitet, samt at bistå til kvalificering af det nationale straffelovgivningsarbejde.
Forskningsgruppen består af forskere, der i en årrække har beskæftiget sig med etiske og retsfilosofiske problemstillinger. Medlemmerne er professor dr.phil. Jesper Ryberg (leder), adjunkt ph.d. Thomas Søbirk Petersen, adjunkt ph.d. Adam Diderichsen, postdoc-stipendiat ph.d. Morten Ebbe Juul Nielsen, ph.d. Marlene Dyrløv Madsen, ph.d.-stipendiat Jakob v. H. Holtermann, praktisk koordinator og ph.d.-stipendiat Pelle G. Hansen, ekstern lektor Gry Ardal Christensen, ekstern lektor Lars Axel Petersen og ekstern lektor Erik Bendtsen.
Som en del af forskningsgruppens arbejde vil der løbende blive organiseret foredrag og konferencer, der kan bistå til at samle de forskellige dele af den internationale og danske forskningsverden, der beskæftiger sig med straf og kriminalitet.
Arbejdet i forskningsgruppen er for en flerårig periode støttet af Forskningsrådet for kultur og kommunikation.
NB: Dokumenterne må udelukkende læses, downloades og printes til eget brug // These documents may be read, downloaded and printed for personal use only.
|